Den islandske verdensstjerne spiller sin eneste skandinaviske koncert til sommer på Roskilde
Oven på sidste uges offentliggørelse af Red Hot Chili Peppers er Roskilde Festival nu klar med endnu et navn i den absolutte verdensklasse.
Den islandske naturkraft Björk lægger i år vejen forbi Roskilde, og det bliver hendes eneste skandinaviske optræden til sommer, så Björk-fans kan godt begynde at finde iglo og sovepose frem.
Björk arbejder i øjeblikket på sit kommende album, der forventes på gaden inden Roskilde Festival. Og ifølge bulletiner er Björk på vej i en ganske ny musikalsk retning. Blandt samarbejdspartnerne på det nye album er allestedsnærværende Timbaland, der beskriver Björks nye material som hiphop, Antony Hegarthy (Antony and the Johnsons), Mark Bell (tidl. producer for Björk) og trommeslageren Chris Corsano, for blot at nævne de største.
Sidst Björk gæstede Festivalpladsen var i 2003, hvor hun lukkede festivalen med en sublim finale. 50.000 ellers oplevelsesmættede mennesker forelskede sig i troldepigen fra Island denne søndag aften – og flere anmeldere udråbte koncerten til en af de allerflotteste i Roskilde Festivals nyere historie. GAFFA.dk gav koncerten fem stjerner.
Björk er også bogaktuel i form af Per Reinholdt Nielsens biografi "Björkmusik", den første danske bog om det islandske fænomen.
Roskilde Festival finder i år sted en uge senere end vanligt, nemlig fra den 5.-8. juli med opvarmning fra den 1. juli