Per Reinholdt Nielsens ”Björkmusik” grundig og velskrevet, men uden meget nyt under solen
Kort før jul udkom den første danske bog om Björk, "Björkmusik" af den mangeårige musikjournalist Per Reinholdt Nielsen, nu tilknyttet Weekendavisen og med en fortid på blandt andet Information, Berlingske Tidende og GAFFA.
Overtegnede skribent har haft fornøjelsen af at læse bogen i juleferien med henblik på en anmeldelse, og nu følger dommen så i GAFFAs artikelsektion nedenfor. Men allerede her kan det afsløres, at der er tale om en overvejende vellykket biografi. Reinholdt fortæller engageret, indsigtsfuldt og elegant skrivende gennem en velafvejet vekselvirkning mellem biografiske fakta og grundige, musikalsk skarpsindige gennemgange af Björks enkelte værker, hvor Reinholdt især lægger vægt på Björks evne til at indfange og udtrykke modsætninger, mellem tradition og avantgarde, mellem natur og teknologi og mellem modsatrettede følelser.
”Björkmusik” indeholder dog også et par skønhedspletter. Først og fremmest, at Reinholdt i langt overvejende grad benytter sig af allerede offentliggjorte kilder, herunder en stribe magasin- og avisinterviews, hvorfor bogen nok har begrænset nyhedsinteresse, i hvert fald for islændingens mest dedikerede fans.
En ting er, at hovedpersonen selv ikke har villet udtale sig til bogen, fordi hun – noget uforståeligt – tilsyneladende først ønsker at udtale sig til en biografi, når hun synes, karrieren er ved at være forbi. Dét problem deler Reinholdt med mange andre, der har portrætteret hende i bogform gennem tiden. En anden ting er, at Reinholdt kun i begrænset omfang har kompenseret for hovedpersonens fravær ved at interviewe nogle af de mange, der igennem tiden har arbejdet sammen med hende.
Disse indvendinger skal dog ikke spolere billedet af "Björkmusik" som en gennemgående vellykket biografi, som varmt kan anbefales til enhver, som gerne vil vide mere om denne utrolige musikalske ener.





