Nyhed

MySpace skærer i lydkvaliteten

Dårligt klingende nyhed til musikere og musikfans

Det helt store promotion-værktøj for bands, MySpace, har skåret i lydkvaliteten på de musikfiler, man som band kan uploade, og som fan downloade.

Om det er et forsøg på at hindre, at brugerne poster numre fra kendte acts på siden, hvilket sidste år resulterede i flere sagsanlæg år fra de store pladeselskaber, melder MySpace intet om.

Indgrebet betyder, at alle MP3-filer automatisk konverteres til 96kbps/22 kHz, uanset hvilken kvalitet de uploades i. Det er en del ringere end cd-kvalitet, men hvis tallene ikke siger så meget, så slå et smut ind og lyt til musikken fra de 3-4 mio. bands, der konkurrerer om opmærksomhed på siden.


En mulig forklaring på tiltaget kan være, at MySpace, der for halvandet år siden blev opkøbt af Rupert Murdochs News Corp for knap 600 mio dollars, bevæger sig i retning af at ville sælge musik. Derfor skal der skelnes mellem købt musik i høj kvalitet og gratis musik i lavere kvalitet. Dette er dog kun gætterier fra overtegnede, og MySpace har endnu ikke oplyst, hvorvidt ændringen er permanent.

Musikafdelingen på MySpace
ANNONCE