Nyhed

Test Icicles-mand laver nyt band

Devonte Hynes danner Lightspeed Champion og indspiller med Bright Eyes-producer

Engelske Test Icicles blev dannet i 2004 og gik i opløsning i 2006 og nåede i den korte periode at blive hypet til det punkt, hvor pladeselskabet Domino gav dem en kontrakt nærmest uden at have hørt dem.

De udsendte i 2005 pladen "For Screening Purposes Only", turnerede i USA med Art Brut, fik opmærksomhed med singlerne "Boa vs Python" og "Circle. Square. Triangle" og offentliggjorde i februar 2006, at de ville gå i opløsning.

Siden da har de forskellige medlemmer arbejdet videre med allerede eksisterende sideprojekter, og nu har Devonte Hynes fra bandet offentliggjort, at han er gået i studiet med Mike Mogis, der er kendt for at producere for Bright Eyes.


Hynes' nye projekt hedder Lightspeed Champion, og på bandets officielle webside skriver Hynes, at de er godt i gang med at indspille materiale blandt andet sammen med Clark Baechle fra The Faint.

Hynes fortæller desuden, at Conor Oberst kiggede forbi studiet, men hvorvidt Bright Eyes-manden dukker op på pladen, der forventes udsendt senere på året, vides ikke.

ANNONCE