En slet skjult reference til regnvåde Roskilde, da bandet gæstede Skotlands T In The Park-festival
At vejret på årets Roskilde Festival ikke just har været ideelt, er en voldsom underdrivelse. At det også har påvirket koncerter, der ellers kunne være løftet helt op under teltdugene, fremgik af GAFFAs anmeldelse af Arcade Fires koncert, hvor John Fogde rapporterede, at forsanger Win Butler omtalte vejret som "this fucking bullshit outside".
Da bandet så gæstede T In The Park-festivalen i Skotland lørdag aften, var det ikke uden problemer, da kraftig vind påvirkede både starttidspunkt for koncerten og lyden af den, da den endelig gik igang.
Lettelsen over at slipppe væk fra regn og mudder overskyggede dog de frustrationer over teknikken, som der måtte have været. I hvert fald priste forsanger Win Butler sig fra scenen "glad for at være det eneste sted i Europa med solskin".
Nuvel, det kunne være Arcade Fires musik generelt bare gør sig bedst med et mere solidt tag end en teltdug. Hvad med en koncert i Roskildes tospirede domkirke snarest muligt istedet?