Nid og nag har atter ramt de genforenede kryddersild
Det er kun få dage siden, at Spice Girls kunne afsløre deres stort anlagte genforeningsturné ved et pressearrangement, hvor alle fem kryddersild deltog. Men nu siger kilder tæt på pige-, undskyld kvindekvintetten til News Of The World, at misundelse og selvpromovering allerede truer harmonien i gruppen.
En kilde – anonym, som den slags som oftest er – fortæller, at der bag den pæne facade hersker en stemning af, at alle fem kvinder vil være gruppens leder. Især Mel B og Geri Haliwell får på puklen for henholdsvis diva-agtig adfærd kombineret med dårlig evne til at overholdne tidsplaner og en tendens til at ville stjæle spotlyset for enhver pris.
Ikke mindst er det faldet den anonyme kilde for brystet, at Geri Haliwell overtrådte en regel om, at pigerne skulle optræde som en samlet flok, da de annoncerede deres genforening over for pressen. Haliwell gik nemlig på et tidspunkt alene hen til nogle fans for at hilse på dem uden at vente på de fire andre krydderkvinder.
I sin tid var det Geri Halliwell, der var den første, der forlod gruppen. Det skete i 1998, men de resterende fire piger fortsatte dog frem til 2001, med vigende succes.





