Izzy Stradlin aktuel med nyt album, der dog kun forefindes på nettet
Noget tyder på, at den forhenværende Guns N’ Roses-guitarist Izzy Stradlin fuldstændig har droppet det fysiske cd-format. I hvert fald har han nu netop udgivet endnu et album, der lige som forgængeren, ”Like A Dog” fra 2003, er forbeholdt internet-musiklyttere.
”Miami” er titlen på den nye plade, der i øjeblikket kun kan høres via iTunes, og som formentlig aldrig udgives på cd. Albummet tæller 11 numre – heriblandt ”Buildings In The Sky”, ”Let Go”, ”TJ” og ”Fso Ragga.”
Efter sigende adskiller det musikalske udtryk sig markant fra ”Like A Dog”, om end der stadig er tale om en gedigen og guitarbaseret rock.