Planlæg din dag i selskab med de miljøbevidste musikere
Når koncerten, der skal løse hele verdens klimaproblemer, løber af staben på lørdag, er det naturligvis en nøje planlagt omgang, som verden kommer til at bevidne.
Så nøje planlagt endda, at programmet for London-delen af koncerten er blevet offentliggjort. Og ikke blot hvem der skal spille, men også hvert enkelt nummer, hvem der skal præsentere de forskellige optrædende, og hvornår der skal vises film af druknende isbjørneunger, eller hvad der ellers kan få verdens borgere til at blive mere miljøbevidste.
Således er der lagt op til greatest hits-parade til den store guldmedalje for langt de fleste optrædendes vedkommende, hvilket ikke kan overraske mange.
Ud over Madonna, Foo Fighters, Beastie Boys, Red Hot Chili Peppers og de øvrige, allerede offentliggjorte navne, kan verden således nu også se frem til at se Chris Rock, Ricky Gervais, Ben Affleck, Pierce Brosnan m.fl. tage sig af at sprede de grønne budskaber.
Koncerten vises på DR2 fra kl. 10:00.