Spar på alkoholen og lad være med at dejse om i vandmængderne
En noget dramatisk udmelding fra Røde Kors, men bestemt en, der bør tages til grundig efterretning: Der er så meget vand på Roskilde Festival, at der er risiko for at drukne. Det beretter Politiken via Ritzau.
Langt de fleste vil naturligvis allerede være opmærksomme på forholdsreglerne ved en sjaskvåd situation som årets festival. Men har man tendens til at drikke sig en ordentlig festivalbrandert i øret, kan det blive dødsensfarligt, for dejser man om, kan det være svært at komme op igen.
Vandet skulle endvidere være så dybt, at der vil være steder, hvor flere mennesker kan ligge oven på hinanden, uden at man kan se det.
Rådet er naturligvis, at man hjælper hinanden med at komme op og ikke tøver et sekund med at tilkalde vagter, hvis der skulle ske noget.