Det bliver Marwan og Jinks feat. Joey Moe, der varmer op for Akon 3. august
Når den amerikanske rapper Akon springer op på scenen i KB Hallen, er der blevet sat gang i festen af to danske navne.
Det drejer sig om henholdsvis Marwan og Jinks feat. Joey Moe, der begge er booket til at varme op for Akon. Jinks er det nyeste navn i Nexus-lejren, der allerede har udsendt to singler, medvirket på "Rich Kids"-soundtracket, og nu arbejder han på sit debutalbum. Jinks medbringer endnu et Nexus-navn i form af Joey Moe, der formodentlig også medbringer et par af sine egne hits.
Det andet opvarmningsnavn er rapperen Marwan (billedet), der lige nu bruger sin tid i fængslet. Han har dog fået udgangstilladelse til koncerten, så han kan passe sit arbejde, hvilket i dette tilfælde betyder at byde på tracks fra albummet "P.E.R.K.E.R.".
Billetsalget til koncerten starter i morgen 20. juni via Billetlugen og Fona-butikkerne.