En række numre fra indspilningerne til Kylie Minogues nye album florerer på nettet
Fem numre fra det kommende Kylie-album er tilsyneladende blevet lækket til nettet, og kan downloades fra diverse fildelingssider. Det skriver flere medier.
Numrene skulle efter sigende stamme fra indspilningerne til det kommende comeback-album fra sangstjernen, et album, der hverken har fået titel eller udgivelsesdato påhæftet endnu.
Kilder i pladebranchen mener dog at vide, at der blot er tale om en alternativ form for marketing, hvor man sender fans på skattejagt for at øge interessen. Men det afviser sangstjernen på sin hjemmeside:
"Jeg må indrømme at det har gjort mig temmelig modløs, at en række af de demoer og færdiggjorte tacks jeg har arbejdet med, er blevet stjålet og lagt på nettet"
Samtidig skriver Kylie, at hun håber at det nye album, der bliver det første siden "Body Language" fra 2004, er klar til udgivelse inden jul.
Som tidligere oplyst på GAFFA.dk, samarbejder Kylie bl.a. med Scissor Sisters, Calvin Harris og Hot Chip i forbindelse med indspilningerne.