Nyhed

Universal går efter 360 graders modellen

Verdens største pladeselskab er godt kørende, men bestræber sig på at favne endnu bredere

I en artikel forfattet af jp.dk’s musikredaktør Peter Schollert bliver der stillet skarpt på verdens største pladeselskab, Universal Music, som i skribentens øjne nærmer sig musikbranchens verdensherredømme.

Universal udmærker sig sammen med sine utallige underselskaber ved at stå stærkt inden for snart sagt alle musikgenrer. Selskabet præsterer hitlistesucceser samtidig med, at man vægter kunstnerisk kvalitet højt, men selv Universal mærker dog det globale fald i pladesalget. Derfor agter man at beskæftige sig med musikbranchen i endnu bredere forstand, end det i øjeblikket er tilfældet.

Selskabet finder det af stor betydning, at man er en aktiv medspiller i alle musikkens aspekter, hvorfor man nu i højere grad end nogensinde før fokuserer på 360 graders modellen. En model, der byder Universal at involvere sig i publishing, management, merchandise og koncerter, og som i længden kan føre til oven for nævnte verdensherredømme.

EMI indgik ganske vist for nogle år siden en temmelig omfattende kontrakt med Robbie Williams, men med Universals overlegne stald af bands kan selskabet i dén grad sætte sig på verdensmarkedet.

Universal og dets underselskaber udgiver blandt andet artister som Johnny Cash, Bob Marley, Take That, Rihanna, Metallica, Marilyn Manson, Rufus Wainwright, Ryan Adams, Queens Of The Stone Age og mange, mange flere. Af danske kunstnere kan nævnes Tue West, Hush, Magtens Korridorer, Nikolaj Rysager, Valentin med flere.

ANNONCE