Den islandske sanger opfordrer Grønland til løsrive sig fra Danmark på kommende album
Islandske Björk, der pryder forsiden på denne måneds udgave af GAFFA, udsender på mandag albummet "Volta", hvorpå man blandt andet kan finde sangen "Declare Independence".
I et indlæg på sin officielle webside forklarer sangerinden, at sangen kan tolkes på to måder. På den ene side handler den om at have lyst til at sige til en veninde, der har en forfærdelig kæreste, at hun skal erklære uafhængighed og ikke finde sig i at blive undertrykt.
Den anden tolkning handler om, at Færøerne og Grønland fortsat, i modsætning til Island, er danske kolonier, og at de ifølge Björk ikke kan få lov til at blive selvstændige.
Hun slutter af med at sige, at sangen på en måde er en lille smule skrevet som en hymne for Grønland.
Udtalelsen kommer fra et interview, Björk lavede med den engelske radiostation XFM i april måned, og kan læses i sin helhed på sangerindens webside.