Nyhed

Dansk CD Wow på vej mod lukning

Fogedretten har beslaglagt materiale fra den danske afdeling af netbutikken

Fogedretten i Århus beslaglagde i sidste uge store mængder regnskabsmateriale og korrespondance fra århusianske kontorer tilhørende den danske afdeling af online-butikken CD Wow.

Netbutikken har slået sig op med cd’er og dvd’er til billige priser, men ifølge Politiken har en række prøvekøb foretaget af video- og pladeselskabernes brancheorganisationer (FDV og IFPI) afsløret, at der i mange tilfælde er tale om produkter, som er importeret fra lande uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

Det er ikke lovligt at importere varer til videresalg fra lande uden for EØS, og det er denne parallelimport, der har gjort det muligt for CD Wow at kunne sælge cd’er og dvd’er til priser, der er markant lavere end dem. man oplever i de danske pladeforretninger.


Ifølge Politiken har fogedretten nu fået CD Wows danske afdeling til at stoppe for salg af cd’er og dvd’er, hvilket er en kendelse, advokat for IFPI og FDV’s Jacob Plesner er særdeles tilfreds med:

”IFPI og FDV er meget glade for afgørelsen. På grund af CD Wows aggressive markedsføring har de gennem længere tid undermineret den danske distribution”.

Hos fogedretten arbejder man lige nu på en rapport om det beslaglagte materiale, hvilket formodentlig vil afføde et erstatningskrav mod CD Wow, når rettighedshaverne har haft lejlighed til at gennemgå rapporten.


Et besøg på CD Wows danske webside i dag giver dog ingen indikation af, at firmaet skulle have lukket for handlen, og et prøvekøb blev gennemført uden problemer.

ANNONCE