Marija Serifovic og balladen ”Molitva” løb med sejren i Helsinki
Den blev Serbien og den 22-årige sangerinde Marija Serifovic, der med balladen ”Molitva” løb med sejren i det internationale Melodi Grand Prix i Helsinki lørdag aften. Serifovic vandt dog i tæt konkurrence med den ukraniske drag queen Andrei Danilko alias Verka Serduchka, der blev nummer to.
Ironisk nok var Marija Serifovic iført smoking og i det hele taget nærmest klædt som mand, så der var næsten tale om en omvendt drag queen fra hendes side. På tredjepladsen finder vi i øvrigt det russiske bidrag, og generelt lå de østeuropæiske lande lunt i svinget ligesom ved semifinalen i torsdags.
Som det nok er de fleste bekendt, nåede den danske, ligeledes drag-ificerede deltager Peter Andersen alias DQ ikke videre end til semifinalen, og Danmark er derfor ikke automatisk garanteret plads i næste års Melodi Grand Prix, som bliver afholdt i Serbiens hovedstad Beograd.
Svenske The Ark, som ellers var blandt favoritterne hos bookmakerne, måske fordi de i forvejen var relativt kendte, måtte nøjes med en beskeden 18. plads. Bundskraberen blev Irland, der ellers er det land, der gennem tiden har vundet Melodi Grand Prix flest gange, nemlig syv.
