Nyhed

Shirley Bassey slår rekord

Sangerinden har haft top fyrre hits i England i halvtreds år

Den 70-årige sangerinde Shirley Bassey vil nok altid være bedst kendt for at have sunget temamelodierne til James Bond-filmene "Goldfinger", "Diamonds Are Forever" og "Moonraker".

Men nu har hun sat en rekord, der i hvert fald er mindst lige så imponerende. Da hun i denne uge gik ind som nummer 37 på den engelske singlehitliste med "The Living Tree", slog hun nemlig selveste Elvis' rekord for længste stræk at have hits på den engelske hitliste.

Shirley Bassey udsendte i 1957 singlen "Banana Boat Song", der røg ind som nummer otte på den engelske singlehitliste, og med "The Living Tree" har Bassey altså haft hits i top 40 i mere end 50 år.


Denne rekord ser ud til at kunne blive udvidet, da Bassey 11. juni udsender albummet "Get The Party Started", og desuden også optræder på dette års Glastonbury Festival.

ANNONCE