Seks nye labels med blandt andre Det Elektriske Barometer-hittet Tone samler kræfterne under paraplyen Labelkollektiv
På kort tid er hele seks nye pladeselskaber skudt op i Aalborg. De seks selskaber har allieret sig i det, de kalder Labelkollektiv, og fredag den 16. marts arrangerede de en reception med showcase, hvor de fremviste navnene i deres stalde. 14 af selskabernes navne præsenterede deres musik på to scener i Studenterhuset i Aalborg, og der var alt fra elektronisk musik over hiphop til indierock.
Blandt de optrædende var Kato, Dialekten, Good Luck Casper, Skrig Dit Digt og Tone. Sidstnævnte, en kvindelig elektronika-kunstner, har allerede ligget adskillige uger på P3’s hitliste Det Elektriske Barometer. Alle optrådte de på skift på scenerne, så publikum havde mulighed for at lægge øre til hele det repertoire, som ”kollektivet” havde valgt at servere den aften.
Ejerne af de seks selskaber kender hinanden fra musikmiljøet og de valgte at stifte foreningen ”Labelkollektiv” for at støtte hinanden i arbejdet med at promovere deres kunstnere.
– Selskaberne kører dog uafhængigt af hinanden, både hvad angår drift og økonomi, forklarer foreningens formand Christian Villum, der ejer selskabet Urlyd.
Kunstnerne har selskaberne fundet i forbindelse med deres færden i musikmiljøet. Når de er stødt på åbenlyse talenter, så har de kapret dem for at bidrage med at sprede deres musik til et større publikum – først indenfor landets grænser, men på længere sigt også udenfor.
– Vi vil gerne vise, at Nordjylland er fyldt med spirende talenter, siger Christian Villum.
De seks pladeselskaber har allerede sendt de første udgivelser på gaden og flere kommer i løbet af foråret.
De seks selskaber er:
Tonometer
Urlyd
Dotted Spot
Empty Tape
Støvfabriken
Pæne Ting, Du Gerne Vil Ha’