Nyhed

Fede Finn fortsat nummer et

Successen fortsætter for Finn og hans kumpaner

Den bedst sælgende plade i denne uge er for anden uge i træk "De Fedeste" med Fede Finn & Funny Boyz, der nu er gået guld og også indtager førstepladsen på den danske albumhitliste.

Nummer to er en nyhed fra koncertaktuelle Dolly Parton, hvis opsamlingsalbum "The Very Best Of Dolly Parton" er røget ind på listen, og tredjepladsen går til DMA-vinderne fra Nephew, der hopper op ad listen fra en ottendeplads.

På fjerdepladsen har vi endnu en nyhed, og denne gang en dansk en af slagsen. Debutalbummet fra Alphabeat går direkte ind som nummer fire foran Thomas Helmig, der fortsat ligger på en femteplads.


Volbeat holder sig på en sjetteplads, og vi skal ned på en tiendeplads for at finde listens tredje nyhed. Den kommer fra Bryan Ferry, hvis fortolkninger af Bob Dylan-sange "Dylanesque" er ny på listen.

Det samme er The Arcade Fire, der ryger ind som nummer 11 med deres album "Neon Bible".

Af andre interessante bevægelser på listen kan vi fortælle, at Grinderman er gået ind som nummer 22, "Hvor var det nu vi var?" med Anne Dorthe Michelsen ryger ind som nummer 27, DMA-vinderne fra Veto kommer tilbage ind på listen som nummer 29, "Pocket Symphony" med Air går ind som nummer 32, Mika er nummer 38 med "Life In Cartoon Motion" og Thomas Buttenschøn vender tilbage på listen som nummer 40.


ANNONCE