”Spidsen Af Kuglen” er på gaden 22. marts. Reception og minikoncert i Den Sorte Diamant 21. marts.
Johnny Madsens nye cd ”Spidsen af Kuglen” kommer i butikkerne på torsdag, den 22. marts. Men for dem, som ikke kan vente så længe, afholder Madsen og crew reception, signering og mini-koncert i morgen onsdag kl. 13-16 i Det Kongelige Biblioteks Den Sorte Diamant i København.
Johnny Madsen udgiver samtidig en kunstbog med egne malerier med titlen ”Hvorom Alting Er”, hvis man ikke lige har de 30.000 kr., som de største af Madsens malerier koster. Bogen, der indeholder flere hundrede af Madsens farverige malerier, er trykt i et begrænset oplag og udgives ligeledes i en engelsk udgave med titlen ”By All Means”.
Madsen, der har malet i 30 år, og sidste år åbnede eget galleri på Fanø, har for tiden så stor succes med maleriet, at han ikke kan male hurtigt nok til efterspørgslen, der også har bredt sig til udlandet. Om det er derfor, han har ladet sønnen Rasmus Madsen skrive ikke mindre end 9 af cd’ens 13 sange, skal være usagt.
Rasmus Madsen har tidligere i år udsendt bluespladen ”Boys and Satellites” i eget navn. Første sang på ”Spidsen af Kuglen” hedder meget uvant i Madsen-sammenhæng: ”Jeg Elsker Dig”. Denne sang udgives samtidig som single. Heldigvis har Madsen tilsyneladende dog ikke mere hastværk med de tomme lærreder, end at han og bandet traditionen tro har meldt sin ankomst til en god bunke af de danske sommerfestivaler.