Nyhed

Mel C melder pas

Spice Girls-gendannelsen bliver ikke til noget – ”men det er ikke min skyld,” bedyrer Sporty Spice

Den britiske rygtemølle har lange malet på historier om en gendannelse af 90’er-fænomenet Spice Girls. Det er bare ikke blevet til noget, og den engelske tabloidpresse står nu klar med en skurk: Melanie Chisholm alias Mel C alias Sporty Spice.
– Mel C tror, hendes solo-karriere er større end bandet, og det er simpelthen ikke tilfældet, kommenterer tidligere Spice Girls-manager og nuværende ”American Idol”-bagmand Simon Fuller.

Men Melanie Chisholm befinder sig ikke godt i skurkerollen. Siden hun i 2003 blev droppet af Virgin Records på grund af skuffende salgstal, har hun udgivet musik på sit eget Red Girl Records. Og mens hun indrømmer, at hun ikke er med på en gendannelse af Spice Girls, fremhæver hun også, at hun ikke er den eneste.
– Der bliver ingen genforening. Jeg fremstilles som skurken, der ikke vil genforenes, men jeg er ikke den eneste. Livet er gået videre, udtaler Chisholm.

Karrieremæssigt kan det diskuteres, om ”livet er gået videre” for de tidligere Spice Girls. Med undtagelse af Victoria Beckham – den tidligere Posh Spice – der har bevaret sin plads i spotlyset takket være sladderpressen og sit ægteskab med en verdensberømt fodboldspiller, har krydderi-pigerne haft svært ved at markere sig de seneste år. Til gengæld har Chisholm ambitioner på andre fronter:
– Jeg ser virkelig frem til den næste fase af mit liv og dagdrømmer om at bo i Wales og køre ungerne i skole. Jeg vil ikke risikere at blive for gammel til at få børn, fortæller Sporty.


ANNONCE