Englænderne har offentliggjort to tyske festivaldatoer til sommer
Lige så vel som der var store forventninger til albummet "In Rainbows", så er der rigtig mange, der er spændte på, hvornår Radiohead igen vil tage på en turné.
Der har været snak om både amerikanske datoer og et besøg på den engelske Glastonbury Festival, men det er nogle helt andre datoer, der nu er blevet offentliggjort.
Radiohead skal nemlig spille på de to tyske festivaler Southside og Hurricane i juni måned, og det er indtil videre de to første officielle datoer.
Begge festivaler afvikles i dagene 20.-22. juni, hvilket jo åbner døren for et eventuelt besøg på dette års Roskilde Festival, der starter 3. juli.
Det betyder samtidig at man må formode, at bandet er ved at sammensætte en turné, hvilket vi naturligvis vil holde øje med og løbende opdatere om.