Folketingskandidaten Mads Reinholdt foreslår, at der oprettes et antidoping-forbund, der skal kontrollere musikernes stofbrug
En række danske folketingskandidater har allerede bragt musikken ind i valgkampen på forskellig vis, men nu kommer der en kandidat på banen, der tilføjer en ny dimension til debatten.
Denne gang handler det nemlig ikke om downloads og gratis musik, men nærmere om de musikere, der skriver og fremfører musikken og det liv, de lever.
I en pressemeddelelse fra den socialdemokratiske folketingskandidat Mads Reinholdt fremgår det nemlig, at han gerne vil de ulovlige stoffer i musikbranchen til livs.
Reinholdt sammenligner sit initiativ med den kamp, der lige nu kæmpes for at få stofferne ud af sportens verden. Her kan sportsudøvere, der er under mistanke for at have misbrugt ulovlige stoffer blive ramt af karantæner og udelukkelse, og da denne type misbrug også findes i musikkens verden, ser Reinholdt gerne at Kulturministeriet begynder et tiltag, der vil bekæmpe stoffer i musikbranchen.
"På samme måde som vi i dag har Antidoping Danmark, som vi kender det fra sportens verden, burde der oprettes et Antistof Danmark. Også så vi kan få belyst hvor alvorlig stofmisbrug er, inden for den danske musikverden. Spillesteder og pladeselskaber burde teste musikartister for stoffer, på samme måde som sportsfolk jævnligt testes for stoffer og findes der stoffer hos en artist bør det få konsekvenser, præcis som vi kender det indenfor sportens verden".
Således skriver folketingskandidaten i en pressemeddelelse, hvor han fremhæver Amy Winehouse som et eksempel på en kunstner, der for nylig var tydeligt påvirket under en dansk koncertoptræden.
Man fristes ved denne lejlighed til at citere den amerikanske satiriker og komiker Bill Hicks:
"If you don't believe drugs have done good things for us, then go home and burn all your records, all your tapes, and all your CDs because every one of those artists who have made brilliant music and enhanced your lives? Rrrrrrrrrrrrrrrrrreal fucking high on drugs. The Beatles were so fucking high they let Ringo sing a few songs".
Mads Reinholdt stiller op for Socialdemokraterne i Rudersdal i Nordsjælland.