Nyhed

Thomas Buttenschøn vinder kulturpris

Sangeren sikrer sig prisen ”Den Gyldne Grundtvig” og kan stikke 10.000 kroner i lommen

Odder Højskoles elevforening uddeler for niende gang kulturprisen ”Den Gyldne Grundtvig”, som denne gang går til sangeren Thomas Buttenschøn, der dermed velsignes med 10.000 kroner og et kunstværk kreeret af Jens Rune og Ruth Gissel.

Anerkendelsen, som gives til personer, der gør noget helt specielt for oplysningstraditionen, er tidligere gået til så prominente navne som Ebbe Kløvedal Reich, Benny Andersen, Niels Højlund, Johannes Møllehave, Steffen Brandt, Lise Nørgaard, Per Fly og Søren Ryge Petersen. Valget af Thomas Buttenschøn markerer altså lidt af et aldersmæssigt skred, men i elevforeningen ser man en fin symbolik i, at både Buttenschøn og højskolerne har fremtiden for sig.

Begrundelsen lyder i uddrag som følger:


”Prismodtageren får årets udgave af Odder Højskoles kulturpris ”Den Gyldne Grundtvig” for sin evne til at værdsætte de små nære ting, der giver livet værdi. Buttenschøn repræsenterer den unge syng-dansk-generation på sin egen måde med tekster, der giver plads til drømme, men også forundring over en uretfærdig verden.”

Prisen overrækkes mandag den 12. november på Odder Højskole.

Thomas Buttenschøn stammer i øvrigt fra Odder-egnen, men det er altså ikke et krav for, at man kan modtage prisen.


ANNONCE