Nyhed

Toppolitiker piratkopierer uden kvaler

Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten erkender blankt, at hun uden skrupler henter og videresender piratkopier

23-årige Johanne Schmidt-Nielsen, der hører til Enhedslistens mere fremtrædende folketingskandidater, ønsker at få lovliggjort udveksling af musik på internettet og melder derfor nu ud, at hun selv lystigt henter og videresender piratkopier.

”Der er undersøgelser, der viser, at 85 procent af unge danskere piratkopierer, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg også er pirat. Jeg håber, at det kan være med til at vise, at udviklingen er løbet fra vores lovgivning. Lige nu gør den en hel årgang til forbrydere, og derfor mener jeg, vi bør modernisere den,” siger Johanne Schmidt-Nielsen således til metroXpress.

Hun medgiver, at udvekslingen koster kunstnerne penge og er i strid med loven, men mener altså ikke, at der er noget forkert i hendes pirateri, lige som hun ikke agter at stoppe sit foretagende.


”Det afgørende er at finde en løsning, hvor kunstnerne bliver kompenseret, samtidig med at man udnytter det potentiale, som nettet har. Den situation, vi har i dag, taber både samfund og kunstnere på. Det handler om at hjælpe kunstnere,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

ANNONCE