Igen i år har GAFFAs læsere mulighed for at uddele priser til årets vigtigste musiknavne
GAFFA-skribenterne har til december-nummeret af GAFFA stemt på, hvilke danske og udenlandske singler og album de mener er de vigtigste fra 2007.
Men som altid vil vi gerne høre fra læserne, og derfor er der igen i år mulighed for at stemme i en lang række kategorier, så vi til januar kan uddele priser på læsernes vegne til årets vigtigste musiknavne.
Som altid er der en afstemningsblanket i december-udgaven af GAFFA, men har du lyst til at spare portoen, kan du også stemme online.
Ud over at kunne bidrage til at hylde musikere, der har gjort en ekstraordinær indsats i 2007, er der naturligvis også mulighed for at vinde flotte præmier.
Blandt de indsendte stemmeblanketter vil der blive trukket lod om et NAD-stereosystem fra Hi-Fi Klubben, to billetter til Roskilde Festival, to billetter til Spot Festivalen samt 10 eksemplarer af Morten Larsens flotte fotobog "Any Colour You Like".
Afstemningen lukker 10. december klokken 09:00, så det er bare om at komme i gang, hvis du vil være med til at bestemme, hvem der skal have dette års GAFFA-priser.