Nyhed

Endnu et 4AD-kultnavn giver endnu en kirkekoncert i København

Jóhann Jóhannsson optræder i Marmorkirken med elektronika og strygere 23. november

Kunstnere med relation til det engelske indie-selskab 4AD synes at have en vis forkærlighed for kirkekoncerter. Tidligere på dagen berettede vi om Geniuser med den tidligere Wolfgang Press-sanger Mick Allen, der giver en koncert i den nu nedlagte kirke på Møllegade på Nørrebro.

Nu melder den islandske elektronika-musiker Jóhann Jóhannsson sig under fanerne med en koncert i Marmorkirken i København 23. november. Modsat Allen er Jóhannsson dog stadig tilknyttet 4AD, og han stiller op til en helt speciel koncert med både elektronik og strygekvartet.

Johannssons sidste album udkom i november 2006 og har titlen ”IBM 1401, A User’s Manual”. Albummet er en hyldest til den første computer, der kom til Island i 1964, og som Jóhannssons far i sin tid fik fornøjelsen af at arbejde med og forsøge at skabe musik på. Hans optagelser af computerens lyde er nu brugt af sønnen.


GAFFAs anmelder Jakob Rosenbak var begejstret for albummet, som han gav fem ud af seks stjerner og blandt andet følgende ord med på vejen:

”(...) IBM 1401-optagelserne, følelsestomme oplæsninger af instruktionsmanualer, Hammond-orgel og et enkelt vocoderdigt møder emotionelt ladede bølger af organiske menneskeskabte klange. Temaet menneske vs. maskine ligger lige for, men i stedet for at skurre i ørerne opleves en symbiose mellem de to typer lydkilder, og den nostalgisk klingende elektronik indsættes i en tidløs klassisk kontekst. ”IBM 1401, A User’s Manual” er et vellykket, umådeligt smukt og rørende værk.”

Ligeledes islandske Magnus Helgason står for de visuelle effekter.
Billetter sælges kun på aftenen mellem 20 og 21. Koncerten går i gang klokken 21. Koncerten er arrangeret af Komponent og støttet af Glitnir Cultural Fund, FL Group, Carlsberg Ideafunding og Icelandic Airline.


Johann Johannssons hjemmeside

ANNONCE