Nyhed

Nine Inch Nails siger farvel til pladebranchen

Det forventes, at Trent Reznor vil gå i Radioheads fodspor efter skarp kommentar på hjemmeside

Musikerne står efterhånden i kø for at bakke op om Radioheads initiativ med at udsende deres nye album som download til valgfri pris helt uden om pladeselskaberne.

Som vi tidligere i dag har skrevet, overvejer også Oasis og Jamiroquai at gå i Radioheads fodspor, og nu har Nine Inch Nails’ hovedmand Trent Reznor skrevet en skarp kommentar på gruppens hjemmeside – en kommentar, der tyder på, at også Nine Inch Nails vil følge Radioheads eksempel:

Reznor skriver:
”Jeg har ventet længe på at kunne komme med følgende udtalelse: Lige nu er Nine Inch Nails en totalt fri agent, fri fra enhver form for kontrakt med et pladeselskab. Jeg har haft pladekontrakter i 18 år, og jeg har set pladebranchen udvikle sig radikalt fra én ting til noget ganske andet, og det fylder mig med glæde endelig at have et direkte forhold til mit publikum – noget, som jeg finder passende. Hold øje med meddelelser om 2008 i nær fremtid. Virkelig spændende tider, vi lever i.”

Trent Reznor har for nylig også brokket sig over de høje cd-priser i Australien og sagt, at når plader er så dyre, kan han godt forstå, hvis folk hellere vil stjæle musikken på nettet. Han har også udtalt, at han foretrækker, at folk i eksempelvis fjernøsten downloader musikken ulovligt frem for at købe kopiprodukter.

Vi venter spændt på næste udvikling i sagen.

Nine Inch Nails' hjemmeside

ANNONCE