Nyhed

Peter Hook gendanner Monaco

Bassisten skal spille sammen med sit gamle band til en støttekoncert senere på måneden

Når man snakker om Peter Hook, er det som oftest Joy Division og New Order, man tænker på.

Men midt i 90'erne brugte Hooky sin fritid sammen med bandet Monaco, der udsendte to plader, inden de blev opløst i 2000.

Gruppen blev dannet sammen med David Potts, der ligesom Hook havde været med i et andet Joy Division/New Order-sideprojekt, nemlig bandet Revenge.


Gruppens første single "What Do You Want From Me" blev også gruppens største hit, og debutalbummet nåede op som nummer 11 på den engelske albumhitliste.

Men efter bøvl med pladeselskabet i 1999 og en katastrofal koncert året efter smed Hooky og Pottsy håndklædet i ringen.

Ifølge Peter Hook skal de to dog nu spille sammen til en støttekoncert i Manchester 28. oktober, og dermed gendanne Monaco.


Til NME fortæller Hook, at han havde det sjovt med Monaco og syntes, at de skrev nogle gode sange sammen dengang, så de har bare lidt sjov for en god sags skyld.

Koncerten er til støtte for organisationen Oxfam, og udover Monaco kan man opleve The People's Revolutionary Choir, Tom Hingley & The Lovers og hyldestbandet The Complete Stone Roses samt Terry Hall fra The Specials, der optræder som dj.

ANNONCE