Nyhed

Port Largo siger farvel

Den danske trio har valgt at kaste håndklædet i ringen

Den danske trio Port Largo, der blandt andet kunne opleves på dette års Spot Festival, meddeler i dag i en pressemeddelelse, at de har valgt at gå i opløsning.

I pressemeddelelsen skriver de blandt andet:

"Vi er kede af at måtte meddele, at vi - Port Largo - hermed officielt indstiller alle aktiviteter. Beslutningen er taget for kort tid siden og bevirker, at alt samarbejde mellem Morten, Jesper, og Caspar
ophører. Denne beslutning, skal det retfærdigvis siges, er taget af Jesper alene. Jesper føler ikke, at han musikalsk og kunstnerisk længere kan stå inde for det udtryk, som Port Largo repræsenterede.


Da Port Largo i høj grad var et kollektiv, som bestod af tre personers fælles kreative afløb, tre personer som i lange perioder har brugt nat og dag sammen på at udvikle musikken og en fælles sound, har Morten og Caspar besluttet, at det ikke giver nogen mening at forsøge at køre bandet videre uden Jesper. Vi vil dog alle tre lægge vores kræfter hver for sig i andre projekter. Måske mere herom senere".

Port Largo nåede aldrig at udsende en officiel udgivelse, men noget af deres musik kan dog fortsat høres på gruppens MySpace-side.


Port Largo på MySpace

ANNONCE