Nyhed

Radiohead diskuteres i Washington

"In Rainbows" blev nævnt til et pressemøde i Det Hvide Hus, selvom ingen havde hørt om pladen

Der kan næppe være tvivl om, at det seneste album fra engelske Radiohead er det mest omtalte album i verden lige nu.

Faktisk er det så omtalt, at det blev nævnt til et pressemøde i Det Hvide Hus torsdag i sidste uge - dagen efter at "In Rainbows" blev frigivet (næsten) gratis på nettet.

Ifølge Washington Times var Deputy Press Secretary Tony Fratto den eneste, der var klar over, at gruppen havde udsendt et nyt album, mens Deputy Press Secretary Scott Stanzel kunne fortælle, at han kendte til gruppens musik, men ikke havde nogen af deres plader.


Gordon Johndroe, der er talsmand for The National Security Council, sagde, at han var "90 procent sikker på, at han havde noget Radiohead på sin iPod".

Da en journalist spurgte ham, om han havde nogle sange fra albummet "Hail To The Thief" liggende, svarede Johndroe: "Ikke fra den".

Og havde pressesekretær Dana Perino, der er præsident Bushs primære talerør?


"Jeg ved ikke engang, hvad det er. Er det et band?"

ANNONCE