Forudbestillingerne på deluxe-versionen af ”In Rainbows” overgår downloads
Sidste uges helt store nyhed i musikverdenen var, at Radioheads kommende album ”In Rainbows” allerede nu kan bestilles som enten download – til en pris efter eget valg – eller som deluxe-boks med cd, dobbelt-vinyl, ekstra numre og tekstbog, alt holdt i formfuldendt grafisk design til 40 pund. Download-udgaven kan hentes fra 10. oktober, mens deluxe-boksen udkommer 3. december.
Nu oplyser en – måske ikke helt uvildig – talsmand for gruppen til living.scotsman.com, at bestillingerne på deluxe-udgaven overgår bestillingerne af downloads. Talsmanden fortæller desuden, at betalingerne for downloads er ”rimelige”, dog uden at sætte tal på hverken betaling eller antallet af download- og boks-bestillinger.
Boksen er designet af Stanley Donwood, der som designer har arbejdet tæt sammen med Radiohead siden deres 1994-single ”My Iron Lung”. Han fortæller, at boksen vejer omkring et halvt kilo, og at ”det er det vildeste, jeg hidtil har arbejdet med i Radiohead-sammenhæng. Og ja, den er dyr, men det koster lige så meget at gå til en fodboldkamp i Premier League, og jeg har arbejdet på dette projekt i ti måneder.”
Boksen er blandt andet illustreret med prints, der har været i syrebad. Indtil videre kan man kun se et ret lille billede af den på Radioheads hjemmeside. Du kan også se billedet ved at klikke på "galleri" ovenfor.
Et udsnit af Donwoods værker kan i øvrigt ses i Radiohead-fotobogen ”Dead Children Playing”, som er på gaden 22. oktober. Stanley Donwood har i øvrigt studeret kunst med Radiohead-sanger Thom Yorke på Exeter-universitetet.








