Sune Wagner og Sharin Foo gæster København, Århus, Odense og Vordingborg 5.-8. december
Billeder fra koncerten på Charlottenlund Fort, 17. august 2007
12. november udgiver The Raveonettes albummet ”Lust, Lust, Lust”, deres fjerde, hvis man medregner minialbummet ”Whip It On”. Og en lille måned senere drager Sune Wagner og Sharin Foo, der til daglig er bosat i henholdsvis New York og Los Angeles, så på en af deres ret sjældne Danmarksturnéer, der bringer dem til følgende byer og steder:
5.12: Lille Vega, København
6.12: VoxHall, Århus
7.12: Studenterhuset, Odense
8.12: Stars, Vordingborg
GAFFA har smuglyttet til det nye album og kan afsløre, at Raveonettes har vendt tilbage til den meget støjende stil fra deres første to album, så du kan roligt forvente forvrængerpedal og feedback ad libitum. Gruppens hang til iørefaldende, tresserinspirerede popsange er dog intakt, så der bliver også noget at synge med på.
The Raveonettes gæstede sidste gang Danmark 17. august, hvor de spillede til Beatday07 på Charlottenlund Fort. Ellers har de ikke spillet i Danmark i 2007.
Læs et stort interview med Raveonettes i GAFFAs novembernummer, der er på gaden 1. november.
Billetsalget til koncerterne i København, Århus og Vordingborg er åbnet på Billetlugen og hos Fona, men billetten til Odense-koncerten kan købes på GAFFA Billet.




















