Festivalen har fundet erstatninger for de to hovednavne, der har aflyst
Den århusianske hiphop-festival løber af stablen i dagene 4.-6. oktober, og arrangørerne havde egentlig regnet med at kunne præsentere både Too Short og Rakim blandt deres hovednavne.
Men begge valgte for nylig af aflyse, og derfor måtte man hurtigt i gang med at lede efter værdige erstatninger, så den udenlandske del af programmet nu indeholder navnene Willie D (Geto Boys), Saigon, Pharoahe Monch, El-P (sammen med Mr. Dibbs, The Mighty Quinn og Wilder), Phat Kat & Design, DJ Muggs, DJ Boogie Blind og Critical & Static.
Derudover er der naturligvis en lang række danske navne på programmet, hvilket betyder, at der blandt andet er mulighed for at opleve Booty Cologne, Revoltage, Jøden & Static, U$o, Marwan og Gisli.
Aarhus Took It afvikles i dagene 4.-6. oktober på henholdsvis Train og Pakhuset i Århus, og billetsalget er i fuld gang.