Dog kun til en enkelt velgørenhedskoncert så vidt
Så er detaljerne om gendannelsen af det legendariske band på plads. Planen er, at de skal spille på Londons O2 Arena den 26. november med de overlevende tre af de oprindelige medlemmer, Robert Plant (sang), Jimmy Page (guitar) og John Paul Jones (bas) og den afdøde trommeslager John Bonhams søn Jason Bonham på trommer.
Koncerten er i velgørenhedens navn, og nærmere betegnet er det Ahmet Ertegun Education Fund, der støttes. Afdøde Ahmet Ertegun var leder af Led Zeppelins pladeselskab Atlantic.
Man skal imidlertid være ualmindelig heldig for rent faktisk at bevidne koncerten. Billetter udloddes nemlig kun via ahmettribute.com, hvor man kan registrere sig og så ellers krydse fingre alt det bedste, man har lært.
På sitet kan man læse, at ingen ringere end Pete Townshend også vil dukke op som gæst til koncerten sammen med Paolo Nutini, ligesom Bill Wyman's Rhythm Kings også er på programmet.