Nyhed

Månedens Demo live i oktober: Murky

De storladne indierockere gæster Lades Kælder, Studenterhuset Århus og Slagelse Musikhus 12., 25. og 27. oktober

I GAFFA oktober, der netop er kommet på gaden, har sætternissen desværre været på spil i forbindelse med omtalen af Månedens Demo live. Man kan nemlig læse to forskellige datoer for gruppen Murkys koncert på Studenterhuset Århus, og i den forbindelse skal vi lige slå fast, at det er torsdag den 25. oktober, Murky spiller i Århus. 12. oktober spiller de på Lades Kælder i København og lørdag den 27. oktober i Slagelse Musikhus. GAFFA beklager forvirringen.

Om Murky skrev GAFFAs demo-anmelder Hansen blandt andet følgende om gruppens demo-cd:

”... indierock, med gode melodier, mange lag, højt til loftet og rigtig flot lyd. Selvom det er en traditionel bandopsætning, er der alligevel mange nuancer i mikset, og forløbene viser et band, der vil mere med deres sange end bare fyre et omkvæd af. Der er en overliggende ro på trods af de stærke følelser, og man er ikke i tvivl om, at de ved, hvad de foretager sig. Det pompøse bliver aldrig oppustet, det melodiøse ikke poppet, det voldsomme aldrig grimt og det skrøbelige ikke klynkende.”

Hansen uddeler fem ud af seks stjerner til Murky, så det bliver spændende at se, om de kan leve op til forventningerne live.


Murkys hjemmeside

ANNONCE