Nyhed

Scorsese laver Harrison-dokumentar

Instruktøren skal i gang med film om George Harrison

Martin Scorsese instruerede i 1976 dokumentarfilmen "The Last Waltz" om The Band, men der skulle gå 27 år, inden han igen rettede sit kamera mod musikverdenen.

Filmen hed "The Blues", og siden da er kommet dokumentarfilmen om Bob Dylan "No Direction Home". Med den er det, som om Scorsese for alvor har fundet sin kærlighed til musik frem igen, for til næste år kommer dokumentaren om Rolling Stones "Shine A Light", og der er allerede nyt på vej fra den 64-årige filmskaber.

Som tidligere nævnt er Scorsese igang med at lave en spillefilm sammen med Mick Jagger, der får titlen "The Long Play". Men det er netop kommet frem, at instruktøren også arbejder på en ny dokumentarfilm.


Denne gang er emnet George Harrison, der døde i 2001. Filmen bliver en autoriseret biografi, som det forventes det vil tage en del år at færdiggøre.

Til avisen Variety siger Harrisons enke, Olivia:

"Det ville have gjort George særdeles glad at vide, at Martin Scorsese har sagt ja til at fortælle hans historie."


Hun skal fungere som producer på projektet og vil samtidig supplere med arkivmateriale af den tidligere Beatle.

Den kommende film kommer i følge Variety til at omfatte både tiden med The Beatles og Harrisons solokarriere, men også hans arbejde inden for film og hans interesse for Østens religioner.

ANNONCE