Nyhed

Se Natasja-portræt på DR2

DR2 tegner et portræt af reggaesangerindens karriere fredag aften

DR2 tegner et musikalsk portræt af reggaesangerinden Natasja Saad, der omkom i år i en bilulykke på Jamaica.

Pharfar har produceret hendes nye plade "I Danmark Er Jeg Født", som har modtaget flotte anmeldelser, og DR2 møder ham og musikeren Karen Mukupa på Islands Brygge, hvor Natasja er vokset op og har boet det meste af sit liv.

Pharfar og Karen Mukupa har kendt Natasja siden de unge teenageår, og var tæt på hende helt op til hendes død. De to musikere fortæller i udsendelsen om gamle dage, og om hvorfor det var vigtigt for dem, at den nye Natasja-plade kom ud.


Der er også mulighed for at få den knap så kendte historie, om hvordan hun og Karen Mukupa blev syltet af deres pladeselskab i 90'erne, fordi svenske Ace Of Base fik al opmærksomheden og pengene fra selskabet.

Seerne tages også med rundt på Bryggen, Christiania Radio, Rub-A-Dub Sundays på Stengade 30, Pharfars studie og Jamaica, som er de væsentligste steder, der har udviklet Natasja musikalsk.

Natasja startede sin musikalske løbebane allerede som 13-årig. I 2006 vandt hun en kæmpe talentkonkurrence på Jamaica, der gjorde hende til en stjerne på øen. DR2 er med Natasja på Jamaica, hvor hun skulle følge op på sin stjernestatus og optræde med de største reggaestjerner, og indspille med de mest betydningsfulde producere.


Dokumentaren er bygget op omkring et længere interview med Natasja Saad foretaget af DR fra 2006, som aldrig tidligere er blevet vist.

Se Natasja – En Stjerne Slukkes fredag 28. september klokken 23.00 på DR2.

ANNONCE