Nyhed

SP-Just-Frost støtter New Orleans

Orkanofrene får overskuddet fra koncert den 22. september

Er man typen, der bedst kan lide velgørenhed, hvis man også selv får lidt ud af det, så kan man tage til SP-Just-Frost-koncert i Amager Bio den 22. september.

Når dørene åbner kl. 20, lukkes man ind til ikke bare SP-Just-Frost, men også et udvalg af deres musikalske kumpaner – blandt andre Six City Stompers, Fessor, Nulle og The Gospel Mamas.

Koncerten skal støtte ofrene for orkanen Katrina, der som bekendt hærgede New Orleans og omegn for to år siden. Nærmere betegnet bliver det Christian Unity Baptist Church, der ført an af Reverend Dwight Webster modtager pengene, som skal bruges til at genopbygge de hærgede områder.

Billetten koster 195 kr. og kan købes på Billetnet. En del af entreindtægten går således i velgørenhedspuljen, men man er naturligvis velkommen til at give yderligere penge ved siden af.

ANNONCE