Folkekær tresser-crooner fundet livløs på hotelværelse i Wales
Amerikanske Gene Pitney, et af tressernes absolutte topnavne i hjemlandet og England, er død. Han var midt i en Englandsturné, da han blev fundet død af naturlige årsager på sit hotelværelse i Cardiff. Dødsfaldet kom bag på alle: Blot aftenen før havde pop-crooneren givet en energisk og anmelderrost koncert i den lokale St. David’s Hall.
Gene Pitney slog oprindeligt sit navn fast som sangskriveren bag hits som Rick Nelsons ”Hello Mary Lou” og The Crystals' ”He’s A Rebel”. Siden indledte han et samarbejde med hit-snedkerne Burt Bacharach og Hal David, der gjorde ham til en af tressernes mest feterede pop-solister – i direkte konkurrence med den lige så dramatisk anlagte Roy Orbison.
Hittet ”That Girl Belongs To Yesterday” blev skrevet til Pitney af Keith Richards og Mick Jagger et godt stykke tid før d'herrer slog igennem i USA. Tilsvarende var Pitney blandt de allerførste, der indspillede sange af senere profiler som Randy Newman og Al Kooper. 1989 bød på en kommerciel revival, da crooneren hittede med ”Something’s Gotten Hold of My Heart” med eks-Soft Cell Marc Almond.
Gene Pitney havde rødder i arbejdsklassen og turnerede kontinuerligt frem til sin død. Han havde ni jobs tilbage på sin 23 koncerter lange Englands-turné, da han udåndede i Cardiff.