Temaaften kaster lys over glamrockens spektakulære og dekadente univers
Todd Haynes, som sidste år udsendte den ambitiøse og vellykkede Dylan-film "I'm Not There" præsenterede allerede for ti år siden sin umådeligt vellykkede version af historien om 1970'ernes glamrock, "Velvet Goldmine".
Anderledes dokumentarisk gås der til værks, når denne genrens måske mest formbevidste inkarnation - der havde sin storhedstid i i de tidlige 70'ere - senere i denne måned bliver omdrejningspunktet for en temaaften på DR2 under overskriften "Glam, glitter og guitar".
Det statslige tv er de senere år blevet ualmindeligt flinkt til at dække den rytmiske musik, og nu er det så blevet Bowie (billedet), Bolan og kompagnis tur til at blive underkastet det, man på engelsk kalder en "critical appreciation" - en kritisk værdsættelse.
Til dette formål har kanalen blandt andre indkaldt Sort Sol-guitaristen Lars Top Galia og - i indeværende sammenhæng måske mere væsentligt - den anerkendte rockfotograf Jørgen Angel. Et udpluk af sidstnævntes righoldige bagkatalog kunne for nyligt opleves på en udstilling i Ålborg.
Det er den 26. april klokken 20, man kan kaste et tilbageblik på genren, som ganske vist kan virke en smule komisk i retrospektivt lys, men som ikke desto mindre spillede en særlig kulturhistorisk rolle i samtiden - og kastede en stak fremragende plader af sig.