DR's nye websted, Lyt Til Nyt, giver plads til de smalle genrer mellem klassisk og electronica
Danmarks Radio har lanceret et nyt site med ny, eksperimenterende musik inden for elektronisk, klassisk, ambient og deslige. Sitet er lanceret under P2 med et relativt smalt emne, men der er åbent for alle.
"På dr.dk/lyttilnyt er der nærmest lige langt til den rytmiske mainstream og til de store, populære klassiske komponister. I stedet er der benhårdt fokus på det nye og visionære. Musikken udvælges efter, om den stiller krav til lytteren; om den overrasker og finder nye veje."
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra DR.
På sitet er der ud over selve musikken også redaktionelt indhold i form af artikler og temaer, samt muligheder for brugerinvolvering: Hver uge lægges en ny cd ud til lytning og kommentarer og anmeldelser, ligesom brugerne kan være med til at kanonisere nye, moderne klassikere.
Sitet har også samlet temaer fra DR's arkiver frem til nu, som falder inden for den genre. Du kan blandt andet stifte bekendtskab med Else Marie Pade, Steve Reich, Per Nørgaard og Frank Zappa.
Desuden har Lyt Til Nyt for tiden fem gratis downloads med danske elektroniske kunstnere som Thomas Knak, Rasmus Zwicki, Jens Hørsving, Jexper Holmen og Anders Brødsgaard.