Didium & the Black Bonnie Picture modtog MyMusic.dk Legatet 2008
Først var de 170, så var de 5, og nu kan Didium & the Black Bonnie Picture efter en reception i MyMusic.dks hovedkvarter i Pilestræde i København kalde sig modtager af MyMusic.dk Legatet 2008.
MyMusic.dk Legatet blev i år uddelt for fjerde år i træk, men i stedet for at overrække en statuette er legatet en håndsrækning til et band på vej frem og indeholder en række muligheder for at komme et skridt videre med karrieren.
Efter to afstemningsrunder blev de 170 bands, der har uploadet et album til MyMusic.dk det forgangne år, reduceret til først fem nominerede, og senere ét orkester, nemlig Didium & the Black Bonnie Picture, der i februar blev kåret som Månedens Demo i GAFFA.
De er et band, som folkene bag websiden beskriver som et "fremadstormende band med ikke færre end syv medlemmer og et storladent og ambitiøst udtryk bundet op på solid og melodiøs sangskrivning".
Frontmand Didium reagerede således på beskeden om at legatet 2008 tilfalder ham og hans band:
"Det kan ikke beskrives, hvor glade vi blev, da MyMusic gav os den glædelige nyhed, at vi er blevet kåret til årets vindere af deres nærmest uvurderlige legat. Vi har oplevet så meget fremgang på det sidste, og jeg vil smede som pisket til at få det maksimale ud af de muligheder, vi nu bliver stillet overfor. Tusind tak til alle på MyMusic for den fantastiske støtte!".
Didium & the Black Bonnie Picture modtager med legatet en pakke, der gerne skulle hjælpe bandet på vej i deres videre udvikling. Den indeholder:
* En check på 15.000 kr.
* For 100.000 kroners annoncering på MyMusic.dk
* En plads i programmet til MyMusic.dks forårsfest på Rust
* En direkte finaleplads til Starfighters-konkurrencen på Danmarks Smukkeste Festival
* Et bandcoaching-forløb i BandAkademiet
* Fotosession hos GAFFAs forsidefotograf Rasmus Weng Karlsen
* Fem dages studietid i TænkeBoksen
* En plads i programmet til Vesterbro Festival 2008
* En plads i programmet til Spot Festival 2008.
Bandet får altså både mulighed for at give en række koncerter til profilerede arrangementer samt hjælp til indspilninger og markedsføring.
De fire øvrige kandidater til MyMusic.dk Legatet var Plonk, Rhea, Joey GrooN, 180grader Virvar og tidligere års vindere er Lily Electric (2007), The Holiday Show (2006) samt Entakt (2005).