Søndagsklubben har samlet seks års koncerter i en film, der har premiere 20. april
De sidste seks år har søndagsfriske københavnere kunnet dyrke reggae/dancehall-kulturen på Stengade 30 til RubADub-arrangementer.
Alle disse koncerter er blevet filmet og er nu, i et samarbejde mellem dokumentarmager Andreas Rosforth og RubADub Sundays familie, blevet til en musikfilm med titlen "RubADub Sundays – Celebrating 6 Years Of Reggae Dancehall Culture".
Ud over udsnit fra et hav af koncerter indeholder filmen studieoptagelser, interviews og optagelser fra, da medlemmer af RubADub Crew (Malachy & Pharfar) i 2006 besøgte reggaens moderø Jamaica.
På denne tur besøgte de flere af de kunstnere, der har været på besøg i København og fik et indblik i den hverdag, som har skabt musikken, der bliver danset til hver søndag på RubADub Sundays.
I filmen vil man kunne opleve både internationale og danske reggaestjerner. Heriblandt Max Romeo, Horace Andy, King Kong, Ward 21, Johnny Clarke, Bitty Mclean og David Rodigan, samt optagelser fra Bikstok Røgsystems første live-optræden og den nu afdøde reggae-dronning Natasjas sidste optræden på dansk grund.
Premieren på filmen afvikles 20. april på Stengade 30, hvor der også er koncert med den jamaicanske sanger Reggie Stepper samt plade-release på "Pharfar Presents A Rubadub Sunday In Copenhagen".