Den amerikanske producer og dj Kevin Saunderson, kendt som en af technoens grundlæggere, spiller på lørdag på Rust
Den 43-årige amerikanske producer, der bliver betegnet som en af technoens grundlæggere, kommer til Rust på lørdag den 26. april fra klokken 23 til 05.
Kevin Saunderson, der er født i New York, er efter sigende til den noget mørkere og mere melankolske techno, som industribyen Detroit altid har været garant for.
Den amerikanske producer og dj er pladeaktuel med clubtrack'et "Bassline", men han trækker også fyldte dansegulve verden over med sit og Inner Citys klassiske monsterhit "Big Fun".
Via sine mange soloprojekter og samarbejder (blandt andet med Derrick May og Juan Atkins) men også som pladeselskabsindehaver (KMS Records) har Kevin Saunderson arbejdet sig op i technoeliten, blandt navne som Carl Craig og Carl Cox.
Saunderson udsendte i 1998 albummet "Heavenly" under et af sine utallige alias, ved navn E-Dancer. Det amerikanske rockmagasin Spin skrev om pladen, at den hører til blandt de 10 bedste album, som du aldrig har hørt, så her er chancen.
Koncerten er arrangeret i samarbejde med houseclubben Okyo.