Gruppen fejrer deres tyve års jubilæum med to danske koncerter til december
Brooklyn-bandet Biohazard blev dannet i 1988 og stod i starten af 90'erne for nogle særdeles hårde udgivelser, hvor "Urban Discipline" og "State Of The World Address" var de bedst sælgende.
Bandets seneste udgivelse er "Means To An End" fra 2005, der blev efterfulgt af en opløsning af gruppen året efter.
Men nu har bassist/vokalist Evan Seinfeld, guitarist/vokalist Billy Graziadei, trommeslager Danny Schuler og guitarist Bobby Hambel, der forlod bandet helt tilbage i 1995, besluttet sig for at samle det oprindelig hold for at fejre deres tyve års jubilæum.
Det kommer til at ske herhjemme med koncerter i Voxhall, Århus 2. december samt Pumpehuset, København 3. december.
Billetsalget til begge koncerter starter på fredag 15. august kl. 10 gennem Billetlugen.dk, på tlf. 70 263 267 samt i Fona.