Nyhed

KNA Connected og Laura i antivoldskampagne

Den tidligere "X Factor"-deltager slutter sig til københavnerdrengene i reaktion mod gadevold

Umotiveret vold er ikke noget nyt fænomen, men ikke desto mindre har man de senere år set en række ualmindeligt ubehagelige eksempler på fænomenet.

Det har fået gruppen KNA Connected, som sidste år fuldt fortjent hittede med den vittige og iørefaldende "FIBS (løgn og latin)", til at tage initiativ til en symbolsk manisfestation mod den meningsløse vold.

Rent musikalsk kommer det til udtryk i singlen "Kom! Nu", hvor ensemblet får selskab af Laura Arensbak Kjærgaard, som i foråret deltog i det tv-transmitterede talentshow "X Factor".


"Jeg synes, at der er brug for opmærksomhed omkring, at der sker så mange grusomheder i Danmark. Vi behøver ikke vende blikket ud i den store verden for at se, at vold er et stadigt større problem. Især blandt meget unge mennesker. Vi oplever det i vores eget land hver eneste dag. Hvis jeg kan hjælpe til, at der bliver gjort opmærksom på problemet, og jeg kan opfordre til, at vi her i landet kan stå sammen om problemet, er det det værd. Bare vi med "Kom! Nu" kan undgå ét enkelt volds-overfald, er vores mission berettiget", siger sangerinden.

33-årige Big N fra KNA Connected, som har cubansk baggrund, supplerer:

"Jeg er opvokset i et barskt kvarter, og har derfor også oplevet en masse vold i mit liv. Jeg må desværre indrømme, at jeg også selv har været involveret i nogle af disse hændelser. Hvad dét har lært mig er, at vold ikke løser noget. Tværtimod skaber det kun yderligere vrede og frustration. Det er nødvendigt at finde en bedre måde at løse konflikter på. Årsagen til mit engagemnt i "Kom! Nu" er, at jeg grundlæggende oplever, at volden og vreden er steget i Danmark. Med denne sagn har jeg mulighed for bredt at udtrykke min holdning til vold", siger Big N, som i mere formel sammenhæng tituleres Naimi Orland Corrales.


Singlen, der er produceret af Trailblaza - med "X Factor"-dommer m.m. Remee som forfatter af og producer på omkvædet - sendes i æteren i næste uge.

Kampagnen søsættes officielt den 2. september, hvor det også vil være muligt at købe specialdesignede La Chance-armbånd, der sælges for kroner 1999,-. For hver købt armbånd bidrager man til kampagnen med 500 kroner.

ANNONCE