Nyhed

U2 genudgiver klassisk koncertfilm

Efter 25 år kommer "Live At Red Rocks" nu på dvd til september

U2 er i gang med at genudsende alt deres gamle materiale i nye udgaver, og nu er turen kommet til både livealbummet "Under A Blood Red Sky" samt filmen "Live At Red Rocks".

Begge udgivelser kom oprindeligt i 1983, men selvom noget af materialet går igen, er der ikke tale om, at pladen blot er musikken fra koncertfilmen.

Den indeholder nemlig kun to sange fra koncerten ved Red Rocks i Colorado, og de resterende seks sange er indspillet i henholdsvis Boston og St. Goarshausen.


Lyden er blevet opdateret på den kommende udgave af pladen, men derudover ser det ikke ud til, at der er blevet tilføjet nyt materiale.

Det er der til gengæld, når "Live At Red Rocks" udsendes på dvd for første gang.

Der er nemlig kommet hele fem sange mere med, så man nu også kan opleve gruppen spille "Out Of Control", "Twilight", "An Cat Dubh", "Into The Heart" og "Two Hearts Beat As One" til koncerten, der blev optaget 5. juni 1983.


Begge udgivelser udsendes 29. september.

ANNONCE