Nyhed

Baby Woodrose åbner Copenhagen Guitar Battle 2009

Lorenzo Woodrose & Co. udfordrer også vinderen fra 2008, Jonas Larsen

Arrangørerne bag Copenhagen Guitar Battle, der ifølge sig selv er Nordens største guitarevent, har indgået en aftale med Baby Woodrose. Garagerockerne med Lorenzo "Guf" Woodrose skal stå for opvarmningen af publikum inden selve konkurrencen, der næste gang finder sted i Amager Bio 9. februar.

- Vi var på udkig efter et band, der har guitaren som topprioritet, og som kan varme grundigt op under et fyldt Amager Bio, og vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at vi har indgået en aftale med et så velrenommeret band. Det bekræfter os blot i, at Copenhagen Guitar Battle er et brand, der vokser i anseelse, siger Rolf Bjørn fra arrangøren, eventbureauet Subnation.dk.

Som en ekstra lille finurlighed har Lorenzo Woodrose sagt ja til at udfordre 2008-vinderen, Jonas Larsen.


- Det bliver ikke en del af selve konkurrencen, men som en del af underholdningen er det oplagt, at netop de to står for optakten til selve battlen, siger Rolf Bjørn og tilføjer, at Jonas Larsen bagefter deltager i konkurrencen for at forsvare sin titel.

Arrangørerne har desuden givet et såkaldt wildcard til publikumsyndlingen fra 2008 udgaven, den blot 14-årige Rasmus Volden, der stiller op for at forbedre en 2008-semifinaleplads. De resterende seks deltagere udpeges i begyndelsen af januar 2009.

- Man kan stadig nå at deltage, og jeg vil gerne opfordre alle guitarekvilibrister til at sende en demo til [email protected] inden 5. januar, lyder det fra Rolf Bjørn.


Førstepræmien i 2009 er en håndbygget guitar fra Hansen Guitar til en værdi af 28.000 kroner.

- Guitaren bliver bygget efter vinderens behov og ønsker, så det er en præmie, der bør få mundvandet til at løbe hos enhver guitarfreak, udtaler Rolf Bjørn.

P3-værten og klummeskribenten Huxi Bach er i øvrigt konferencier til showet.


- Huxi Bach var dommer i 2008-udgaven, men han er i kraft af sine talegaver og sin humoristiske tilgang til tingene en oplagt vært, siger Rolf Bjørn.

Hvem dommerne til showet bliver, er indtil videre en hemmelighed:
- Jeg kan kun sige, at vi ligger i forhandlinger med tre anerkendte danske guitarister, lyder det fra Rolf Bjørn.

På scenen skal seks udfordrere dyste mod de to bedste fra 2008 - én mod én. Til lejligheden har Copenhagen Guitar Battles husorkester komponeret en række temaer, som der jammes over i et begrænset tidsrum. Det handler om at spille en vis legemsdel ud af hængerøven, som arrangørerne formulerer det. Derefter er det op til publikum og dommere at afgøre, hvem der går videre, og hvem der til sidst står tilbage som Danmarks bedste solo-guitarist 2009.


Copenhagen Guitar Battle på MySpace

2008-vinderen Jonas Larsen på MySpace

ANNONCE