Nyhed

Biohazard-sanger angrebet på scenen på VoxHall

Tumulter på scenen under tirsdagens koncert i Århus

Da den amerikanske punk/hardcore-gruppe Biohazard spillede på VoxHall tirsdag aften, gik det tilsyneladende lidt vildt for sig. I hvert fald blev forsangeren Evan Seinfeld på et tidspunkt slået af en fan, der hoppede op på scenen. Angrebet kom under en instrumentalpassage i sangen "Punishment", hvor bandet – stort set uanfægtet – spillede videre, mens Seinfeld selv fik afværget angriberen og skubbet ham ned fra scenen.

Hændelsen er, naturligvis fristes man til at sige, blevet optaget på video og lagt på YouTube. Her kan man se, at den angribende fan tilsyneladende bliver forskrækket over at have ramt Seinfeld og måske slet ikke havde til hensigt at ramme ham, men bare ville hoppe lidt rundt og vifte med armene. I hvert fald stopper fanen brat op og ser meget brødebetynget ud efter at have ramt Seinfeld, som dog tydeligvis er ophidset og straks skubber fanen ned fra scenen, hvorpå han efter en lille pause kyler sin mikrofon efter den formastelige.

GAFFA valgte i øvrigt at anmelde gårsdagens koncert i Pumpehuset og gik således glip af det lille optrin på VoxHall. Ved koncerten i Pumpehuset var der ingen problemer – tværtimod uddelte GAFFAs anmelder Anders Lundtang fem stjerner og roste både det veloplagte band og det ditto publikum.


Bataljen fra VoxHall kan som sagt ses på Youtube – omkring 3:14 minutter inde i dette klip

ANNONCE