Nyhed

Coldplay sagsøgt af Joe Satriani

Guitarekvilibristen synes Coldplay-nummeret "Viva La Vida" lyder for meget som et af hans numre

Den amerikanske guitarist Joe Satriani har i mere end tyve år udgivet plader primært med instrumental musik og er en respekteret musiker, der ud over at have indspillet og optrådt også har undervist navne som Kirk Hammett, Steve Vai og Alex Skolnick.

Men nu har Satriani ifølge NME lagt sag an mod de fire engelske musikere i Coldplay, fordi han mener, de har stjålet en del af et af hans numre til deres sang "Viva La Vida". Det drejer sig om sangen "If I Could Fly", der findes på albummet "Is There Love In Space?" fra 2004.

Satriani mener, at store dele af Coldplay-sangen lyder fuldstændig som hans sang, og derfor kræver han i sit sagsanlæg, at alle indtjeninger i forbindelse med udgivelsen af Coldplay-sangen tildeles ham.


"Viva La Vida" har ligget nummer et i både USA og England og har for nylig modtaget en Grammy-nominering som "Årets Sang".

På websiden YouTube har en bruger sammenlignet de to sange, og så kan man jo selv vurdere, om man synes, Joe Satriani har en sag.

 


ANNONCE